Tolerancedag

I morgen, onsdag, er det "tolerancedag". Det har jeg lige besluttet.

Én dag om året, i morgen onsdag, skal vi være tolerante. Overfor ALLE. Vi skal prøve at være det. Vi skal omfavne vores nabo. Vores MUSLIMSKE nabo. Udsætte vores kritik af islam. Af velfærdsstaten. Af de røde lejesvende i DR. Af alt, simpelthen.

Jeg må erkende: Jeg er træt af kritik fra højrefløjen. Jeg er træt at bloggere, af deres pseudokritik af pressen. Folk, der kritiserer pressen, vil gerne være journalister. Bloggere er wanne-be journalister. Basta.

Én opringning og Kim Møller fra Uriasposten er DR-journalist. Så han benægter?

Danmark er fuld er brokkehoveder. Især på højrefløjen er der brokkehoveder. Venstrefløjen er uden for rækkevidde. De brokker sig hele tiden i stedet for at arbejde og øge vores velstand. De er arbejdsløse brokkere, der venter på nye problemer, som de kan overdimensionere.

Men husk i morgen: tolerancedag.

Forelskelse

Censurmyndighederne har været forbi og slettet det oprindelige indlæg :-)

Ad hominem II

Hvad får en dansk skolelærer i det lille, trygge Danmark til at bruge 12 timer af døgnets timer på at læse om, skrive om, tale om "slyngelstaten Israel"? Hvad får ham til at fare i blækhuset, når en kvindelig blogger skriver noget, der ikke stemmer overens med hans verdensbillede? Er det seksuelle frustrationer? Akademiske mindreværdskomplekser? Antisemitisme? En blanding?

Bloggen holder sommerferie

Det værste

Det værste er Danmark om sommeren, når det ikke er sommer.....at læse Politikens ledere.....kulde og blæst.....Arnold Schönberg.....pizzaer med ananas.....mænd, der er for direkte.....Margrethe Aukens moraliserende tirader.....alt for søde rødvine.....journalister, der ikke stiller kritiske spørgsmål til politikere.....politikere, der ikke stiller kritiske spørgsmål til sig selv.....levebrødspolitikere, der belærer selvhjulpne mennesker om, hvordan de skal leve deres liv.....selvfede stand-up komikere.....fordummende reklamer i tv.....svensk fjernsyn.....private radiokanaler.....Krøniken og andre danske tv-serier.....ost, der ikke smager af ost.....leverpostej uden lever.....den vestlige verdens selvdestruktion.....Martin Luther.....det engelske kongehus.....folk, der ikke holder døren.....folk, der ikke siger tak, når man holder døren for dem.....folk uden humor og selvironi.....karaoke.....den korsikanske mafia.....og alle andre mafiaorganisationer.....Jacques Chiraq.....folk, der ikke bakker sit land op, når det er i krig.....historieløse mennesker.....folk med 'Bevar Christiania' trøjer.....den fæle lugt af pølser og shawarma.....restauranter med lousy betjening.....Bukarest.....naboer, der larmer om natten.....at køre med det offentlige.....unge utilpassede mænd.....når internettet ikke virker, og servicefolkene ikke kan forklare, hvori problemet består.....folk, der debatterer anonymt.....antisemitter.....Annegrethe Holmsgaard.....misundelsespolitik.....trafficking.....plastisk kirurgi.....hundelortene i københavnske gader.....politikere, der ikke piller deres valgplakat ned, når valget er slut.....dovne og uambitiøse mennesker.....Anne Baastrups nedladende retorik.....Søren Gades manglende evne til at holde politiske taler.....Paradise Hotel.....Strøget i København.....jysk mindreværd.

Det bedste

Det bedste er Danmark om sommeren (når det er sommer).....når mænd gør én en tjeneste uden at forvente et 'tak' og uden bagtanker.....folk, der kan deres håndværk og sætter en ære i det.....mænd, der kan lave andet end spaghetti bolognese i køkkenet.....KLOVN.....Célines 'Voyage au bout de la nuit'.....at stikke hånden ned i en stor bøtte med ris.....alle verdens talemåder!.....Marx Brothers.....Sir Humphrey Appleby fra 'Yes, Minister'.....ambitioner.....folk, der kan underholde et helt selskab og som ved, hvornår de skal stoppe igen.....gymnasier, der har græsk og latin på skemaet.....at møde et venligt fremmed menneske i et tog eller et fly.....når Weekendavisen dumper ind ad brevsprækken fredag morgen.....Den Sorte Diamant.....Mae West.....små børn, der smiler til én.....når borgerlige politikere får ret.....når socialister får uret.....når man bliver bekræftet i sine fordomme.....folk med humor og selvironi.....Georg Brandes' tale om nationalfølelse.....Napoleons guldkorn.....duften af pibetobak.....store mørke biblioteker med Chesterfield lænestole og røvballegardiner.....New York City Ballet.....den italienske renæssance.....coq au vin.....folk, der giver penge anonymt, men som ikke føler sig bedre end andre.....mennesker, der dufter godt.....ideen om England.....at blogge med intelligente mennesker.....klezmer.....mænd, der ved, hvad de vil.....folk, der tager livet alvorligt.....Sofia Carmina Coppola.....Beethovens 7. symfoni.....mænd, der ikke tror, de er Guds gave til kvinder.....kirkeklokker, der ringer.....Alessio Tacchinardi!.....H.C. Lumbyes Champagnegaloppen.....Champagne!.....Sacha Baron Cohen.....Korsikas klipper.....når ekspedienter siger goddag og farvel i forretninger.....folk, der kan sige det rigtige i de rigtige situationer.....Winston Churchill.....Balzacs La comédie humaine.....Silja Schandorff.....Lagkagehuset på Christianshavn.....Gevrey-Chambertin 2001.....at smørre chokolade ud på kroppen.....kunstnere, der kan sælge sine værker.....sort-hvide fotografier fra 1920ernes Berlin.....Arnold Toynbee.

Kan Ulrik Høy google?

I sidste uges Weekendavisen svinger Ulrik Høy pisken over ”den neokonservative” Francis Fukuyama. Har Fukuyama da intet lært af historien, spørger Høy indigneret. Det må være en af de mest pinlige og fejlagtige klummer, Ulrik Høy, der engang kunne få avisens kulturradikale læsere til at fare i blækhuset, nogensinde har skrevet. Det siger ikke så lidt.

Har Ulrik Høy da slet ikke lavet research til sin klumme?! Nej, for klummer skal åbenbart kun udtrykke klummeskribentens meninger, ikke hans (eventuelle) viden. Siden 2006 har Fukuyama faktisk taget afstand fra den neokonservatisme, som han engang var fortaler for. Han kalder nu sin udenrigspolitiske linje for ”realistic wilsonianism”:

http://www.nytimes.com/2006/02/19/magazine/neo.html?_r=1&pagewanted=6&sq=Francis%20Fukuyama&st=cse&scp=2

Efter denne artikel fra februar 2006 i New York Times udgav han bogen "After Neoconservatism", og den ligger helt i forlængelse af artiklens budskab: ” What American foreign policy needs is not a return to a narrow and cynical realism, but rather the formulation of a "realistic Wilsonianism" that better matches means to ends,” konkluderer han.

Og videre, om neokonservatismen: “What is needed now are new ideas, neither neoconservative nor realist, for how America is to relate to the rest of the world — ideas that retain the neoconservative belief in the universality of human rights, but without its illusions about the efficacy of American power and hegemony to bring these ends about."

Har Ulrik Høy svært ved at google?